Jeg bliver ofte spurgt om jeg savner mit land og min familie. Jeg svarer altid, at jeg selvfølgelig savner min familie, men om jeg savner Polen? Det ved jeg ikke helt. Det er som om dette savn er stærkere, når jeg er dér, når jeg genoplever min by og alle de steder, hvor jeg har været før. Det er som om mit savn pludseligt dukker frem i det øjeblik jeg er dér. Dette savn forsvinder også lige så hurtigt, når jeg sidder i et fly og er på vej tilbage til de steder, som er blevet en vigtig del af mig nu.

Det som jeg savner er ikke Polen, men snarere mit modersmål, talesprog og ikke desto polsk humor. Så ja, det føles underligt, når alle griner af noget, som åbenbart er utroligt sjovt…og ja, jeg er misundelig over, at jeg ikke fanger det helt naturligt.

Det ville være sjovt at prøve det en dag