“A photograph is a secret about a secret. The more it tells you the less you know.” – Diane Arbus
Jeg har lige kigget på nogle af Diane Arbus’s (1923-1971) smukke fotografier. Hun blev kendt for provokerende og foruroligende portrætter af amerikanerne i 60erne. Det var nemlig hende, som begyndte at fotografere alle dem, som var tabu i samfundet på daværende tidspunkt: transvestitter, strippere, gnomer, folk som var fysisk usædvanlige eller som led af psykiske sygdomme.
Hun sagde engang, da hun blev spurgt om meningen bag hendes arbejde: “What I’m trying to describe is that it’s impossible to get out of your skin into somebody else’s.That somebody else’s tragedy is not the same as your own. (…) Most people go through life dreading they’ll have a traumatic experience. [These people] were born with their trauma. They’ve already passed their test in life. They’re aristocrats.”
Jeg er vild med hendes teknik – det kvadratiske format, den direkte flash belysning, som giver en stærk kontrast, samt at hendes “modeller” næsten altid kigger direkte ind i kameraet. Det hele giver næsten et teatralsk og meget surrealistisk udtryk. Ikke mindst føles det som om de kigger direkte i øjnene på mig - direkte ind i min sjæl. Jeg har læst at Diane ikke ønskede at arrangere hendes fotos. For hende var hendes subjekter, modellerne, altid vigtigere end selve fotografierne. Hun troede også på, at hvis hun ikke fotograferede alle disse ”tabu” mennesker, så ville ingen kigge på dem og ingen ville aldrig kigge direkte i deres øjne.
Diane Arbus begik selvmord i juni 1971 ved at indtage piller og skære sig med en barberkniv. Hun blev kun 49 år gammel. Richard Avedon, som var Dianes ven, sagde engang: “Nothing about her life, her photographs, or her death was accidental or ordinary.”
Her kan man se en flot samling af hendes arbejde her.
